tirsdag den 10. november 2015

Fotoramme

Et foto tager sig godt ud i en ramme, og den behøver ikke at koste en bondegård, hvis man kan nøjes med mindre end en ramme fra et rammeværksted.

Jeg skal have to foto, 30 x 45 cm i ramme. Det kan lade sig gøre for 59 kr. pr. stk. ved at handle i Ikea - Ribba 40 x 50. Passe portout (paprammen) har et hul på 29 x 39 cm. Det kan man lave større, så det passer til printet, der kostede 45 kr. plus porto.

En professionel indramning ryger let op i 3- 500 kr.

tirsdag den 22. september 2015

Skal man lave papirbilleder?

Et papirbillede trykt på almindeligt papir på en printer til 1500 kr. er ikke noget at råbe hurra for. I en snæver vending kan det gå an, men det er nu langt bedre, når det vises på skærmen.

Vil man have et flot print, kræves der en dyr printer, noget dyrt papir og nogle gode farvepatroner. I fotoklubben er prisen 50 kr. for et print i størrelsen 30 x 45 cm. Vi betaler kun for de reelle omkostninger. Et billede i A4-størrelse koster det halve, altså 25 kr.

Det kan gøres noget billigere på nettet, og kvaliteten er OK. Den løsning bruger jeg til de få billeder, jeg vil have i glas og ramme.

Jeg har prøvet at få lavet print hos lokale fotohandlere. Fotokino var ikke billig, selv om jeg fik det til en fotoklub-pris, men resultatet er flot. Foto Care leverede billeder, der over tid er blevet misfarvede som tilfældet var med de farvebilleder, vi fik i gamle dage.

Begge forretninger i dag en saga blot. Deres produkter kunne handles billigere på nettet.

Dette kursus indeholder en demonstration af, hvordan man får lavet print på nettet.

De allerfleste af mine foto ser jeg på min skærm - i stor størrelse vel at mærke og ikke i 10 x 15 formatet i et fotoalbum. I den store størrelse er det let at dvæle ved detaljerne, og det er hurtigt at finde minderne fra en fest eller en ferie frem.


lørdag den 11. juli 2015

Feriebilleder

Feriebilleder må selvfølgelig gerne være små kunstværker, men mindre kan sagtens gøre det, for i langt de fleste tilfælde tage vi billeder af det nye og spændende, vi ser og oplever. Disse billeder er dejlige at se, når ferien skal genopleves - de understøtter hukommelsen.

Mit råd til turisten er, at der skal tages mange billeder. Lad være med at tænke for meget over motiv og komposition - bare skyd løs. Når du så kommer hjem, kan du i fred og ro slette de kiksede, fejlbelyste og uskarpe, og evt. efterbehandle de billeder, der siger dig noget.

Kommer man hjem med 400 billeder, er der noget at luge ud af. Er der kun 100 billeder på kortet er det sværere at smide halvdelen væk.

Man kan diskutere, hvor mange billeder man skal have af det samme motiv. Det er måske en fordel at nøjes med 5 foto af Møns Klint frem for en serie på 25 af klinten. Gentagelser kan blive kedelig selv for én selv.

Er man sammen med andre, sætter jeg pris på et billede af mine medrejsende. (Af diskressionshensyn kommer kommer disse billeder ikke på min fotoside.)

Hotelværelser, forplejning, middagsretter, hyggepauser, underholdning og transportmidler forsøger jeg også at få på kortet, og er der noget, jeg vil huske fra et museum, fotograferer jeg den forklarende tekst frem for at skrive den ned i min dagbog. Det samme gælder er menukort. Det er hurtigere at bruge kameraet frem for pen og papir, og skal det sættet på tryk, når jeg kommer hjem, har jeg teksten (kladden) på et foto.

I det hele taget skal man i vores alder fotografere som, det er sidste chance for at se Møns Klint eller Rostock, eller hvor du nu vælger at ferieree


torsdag den 14. maj 2015

Klap lige hesten

Jeg havde lovet min datter at fotografere i forbindelse med mit ældste barnebarns konfirmation. Dette løfte kunne jeg ikke holde p.g.a. indlæggelse på Sygehus Nord, så jeg måtte bede min søn optræde som fotograf, hvilket han selvfølgelig gjorde med et udmærket kamera. Han interesserer sig ikke for foto på samme måde som faderen. Automatikken er fin for ham, og storesøster har fået 317 billeder, som hun er glad for.

Sandheden er jo stadigvæk, at det ikke ser strengt nødvendigt med en masse efterbehandling. Det gjorde vi jo heller ikke, da vi leverede en film til fotohandleren og var tilfredse med de billeder, der kom ud af det. Et foto er et minde, som vi kan dvæle ved uagtet, det teknisk set kunne have været bedre.

Et ikke perfekt billede fra en situation, man gerne vil huske, er da bedre end ingenting.

Jeg anbefaler, at man sletter dubletter, totalt mislykkede og de ligegyldige billeder. Behold de gode foto - de andre gider man jo ikke at se på i det lange løb.

tirsdag den 31. marts 2015

Gå tæt på, - men ikke altid.


















Gå tæt på er en gylden regel. Men regler kan brydes.

Fotoklubbens opgave hed  "Øls Kirke". Mit valg blev som vist øverst med tanken på kirke, mur og gammelt træ, der fortæller, at vi mennesker er på jorden en kort periode i forhold til en landsbykirke fra middelalderen.



Henning Sørensen valgte denne version af kirken. Heller ikke tæt på.

Det gode foto kræver en tanke, nemlig: Hvad er det, man vil fortælle?

søndag den 22. marts 2015

Flere slags billeder


Dokumentation
Tager man et billede af en vandskade, en bule i bilen, en dobbelt burger med hele svineriet, en lækker fiske-tallerken, et gavebord, et hotelværelse eller tilsvarende meget konkrete motiver, der har til formål at bevise et eller andet, kan det kaldes dokumentation.

Familiebilleder
Vi kan godt lide at have billeder fra fester, juleaften, fødselsdage og begivenheder i familien. Det er nok ikke disse billeder, vi bruger længst tid på at behandle. For det første var man selv gæst eller vært og havde derfor ikke ret lang tid til at kæle for motiverne, og for det andet drejede det sig om at få fotograferet alle, så man senere kan huske, hvem der deltog. Det er dejligt at have den slags billeder.

Feriebilleder
En ferie er et af årets højdepunkter, og der tid til at udvælge og tænke på motiverne. Mange gange kan man tage det om, hvis det ikke lykkedes i første omgang. Måske viser det sig, at skyggerne er bedre på en andet tidspunkt af dagen eller at der er mere liv på markedet et par timer efter, man var der første gang.

Hvis jeg skal være et sted et par dage, går jeg først en tur uden mit kamera og suger til mig uden at være fristet til at se stedet gennem kameraets søger. Jeg vil se og fornemme. Dagen efter kan jeg så forsøge at forevige de motiver, der gjorde indtryg dagen før.

På min sidste ferie, 14 dages rundrejse i Mexico tog jeg godt 2000 billeder vel vidende, at man ikke kan holde til at se så mange billeder fra turen et halvt år efter. Resultatet blev 261 fotos + et par familiebilleder. Normalt holder jeg mig under 200.

Hverdagsbilleder
Når jeg går en tur, har jeg ofte et kamera med. Nogle gange bliver det ikke taget frem. Andre gange støder jeg på noget, som jeg får lyst til at fotografere. Det kommer der nogle gange noget ud af - de fleste gange intet. Jeg gider jo ikke at fotografere Torvekonen, hver gang jeg passerer Store Torv.

Stemningsbilleder
En stemning kan være noget nær umulig at indfange. En stemning er en følelse, og en sådan består af meget mere end linjer, flader, former og farver. Det er svært at beskrive en stemning med ord. Det er ikke lettere med et fotografi.

Der er mange andre kategorier som f.eks. blomster, insekter, dyr, landskaber, kunstfoto, nude art, biler, hobby o.s.v.

fredag den 20. marts 2015

Billedbehandle - hvorfor?

I "gamle dage" købte vi film med 20 eller 36 optagelser, og når den var fuld, kom den til fotohandleren, som fik den fremkaldt og fik lavet en stak billeder. Nogle var gode - andre var ikke gode nok til at komme i fotoalbummet.

I dag kan vi "knipse" uhæmmet uden at bruge penge på de mislykkede optagelser. I den digitale verden kan vi slette de mislykkede, og vi kan optimere de billededer, der er gode nok men lige mangler det sidste i at blive helt OK.


Dagens kameraer og smartphones leverer ofte glimrende billeder, som ikke kræver en efterbehandling. Det kræver dog, at man har været omhyggelig, inden der blev trykket på udløseren. Læs: Der er tænkt på beskæring, komposition og lys.


Billedbehandling drejer sig om, at få sit foto til at se ud, som man oplevede motivet, da man trykkede på knappen. Det vil sige, at der skal justere med beskæring, lys, linjer og farver, så det kommer til at passe med den stemning/følelse, man vil fastholde.


Det er ikke nogen let opgave, og det tager tid. Photoshop Elements har nogle Auto-knapper, man kan trykke på. Nogle gange giver det et godt resultat - andre gange skal man skynde sig at fortyde.


Knappen "Lav det perfekte billede" findes ikke - heller ikke i de meget kostbare professionelle programmer. Logisk nok, for vores oplevelse af det sete er individuel. Jeg ser Fyrkat på min måde - du ser området på din måde.

tirsdag den 17. marts 2015

Klar til et nyt hold



Det første kursus i digital billedbehandling er slut, og det har været en sand fornøjelse at være tovholder på sagen.


Om en uge starter Bent og jeg et nyt hold. Bevares: Nyt er måske så meget sagt, idet 6 kursister er gengange fra det første hold. 3 kursister er nye, og det bliver selvfølgelig disse tre, kurset skal henvende sig til. Gengangerne må tage til takke med repetition, hvilket vel også er det, man har tilmeldt sig.

Jeg vil forsøge at finde nogle nye foto til gengangerne at arbejde med, men bedst vil det være, hvis gruppen arbejder med egne foto.

Det bliver spændende at se, hvordan et blandet hold kommer til at fungere.

Helt galt går det næppe!