torsdag den 29. december 2016

Det perfekte foto

Det perfekte foto findes ikke - forstået på den måde, at der bag hvert tryk på udløseren er et menneske, der vil vise et eller andet. Det vil næppe være interessant for hele menneskeheden, men mindre kan vel gøre det. Det vigtigste er, at den, der tager billedet føler, at der er tale om et indryk, der er værd at gemme.

Skal man endelig snakke om det perfekte foto, er det den grafiske kunst, der skal  vurderes og debatteres, og det er ikke relevant på denne blog.

Problemet kan for vi amatører være, at man ikke får fasthold det indtryk, man oplevede. Nogle gange må man smide det hele væk - og fred så være med det. Det er ærgerligt, men hellere det end at irritere sig over noget bras hver gang, det dukker op i stifinder. Andre gange kan man heldigvis tilrette i Photoshop, så motivet ikke går helt tabt, eller man kan rette et par irriterende skønhedsfejl. Det er dybest set, hvad billedbehandling går ud på: At komme så tæt på på med det færdige foto, som man oplevede motivet.

Glem så også irritationen over alle de "grimme" fotos fra familiesammenkomster, hvor det er mindet, der skal bevares.

For mig er det succes, når der en meget sjælden gang ikke skal behandles i Photoshop.

En succes for dig kan være noget ganske andet.

lørdag den 23. januar 2016

En mulig løsning


Sådan så det billede ud, der kom med hjem fra en vinteraften i Musikkens Hus i Aalborg. Den rød-brune farve er forkert i forhold til, hvordan jeg så motivet.

I Elements forsøgte jeg med Enhance - Auto Color Correction. Det virkede meget godt, men der var stadig et lidt rødligt skær. Det fjerne jeg med Enhance - Adjust Color - Adjust Hue/Saturation i den røde kanal. Til slut blev der beskåret, Crop Tool.




tirsdag den 10. november 2015

Fotoramme

Et foto tager sig godt ud i en ramme, og den behøver ikke at koste en bondegård, hvis man kan nøjes med mindre end en ramme fra et rammeværksted.

Jeg skal have to foto, 30 x 45 cm i ramme. Det kan lade sig gøre for 59 kr. pr. stk. ved at handle i Ikea - Ribba 40 x 50. Passe portout (paprammen) har et hul på 29 x 39 cm. Det kan man lave større, så det passer til printet, der kostede 45 kr. plus porto.

En professionel indramning ryger let op i 3- 500 kr.

tirsdag den 22. september 2015

Skal man lave papirbilleder?

Et papirbillede trykt på almindeligt papir på en printer til 1500 kr. er ikke noget at råbe hurra for. I en snæver vending kan det gå an, men det er nu langt bedre, når det vises på skærmen.

Vil man have et flot print, kræves der en dyr printer, noget dyrt papir og nogle gode farvepatroner. I fotoklubben er prisen 50 kr. for et print i størrelsen 30 x 45 cm. Vi betaler kun for de reelle omkostninger. Et billede i A4-størrelse koster det halve, altså 25 kr.

Det kan gøres noget billigere på nettet, og kvaliteten er OK. Den løsning bruger jeg til de få billeder, jeg vil have i glas og ramme.

Jeg har prøvet at få lavet print hos lokale fotohandlere. Fotokino var ikke billig, selv om jeg fik det til en fotoklub-pris, men resultatet er flot. Foto Care leverede billeder, der over tid er blevet misfarvede som tilfældet var med de farvebilleder, vi fik i gamle dage.

Begge forretninger i dag en saga blot. Deres produkter kunne handles billigere på nettet.

Dette kursus indeholder en demonstration af, hvordan man får lavet print på nettet.

De allerfleste af mine foto ser jeg på min skærm - i stor størrelse vel at mærke og ikke i 10 x 15 formatet i et fotoalbum. I den store størrelse er det let at dvæle ved detaljerne, og det er hurtigt at finde minderne fra en fest eller en ferie frem.


lørdag den 11. juli 2015

Feriebilleder

Feriebilleder må selvfølgelig gerne være små kunstværker, men mindre kan sagtens gøre det, for i langt de fleste tilfælde tage vi billeder af det nye og spændende, vi ser og oplever. Disse billeder er dejlige at se, når ferien skal genopleves - de understøtter hukommelsen.


Mit råd til turisten er, at der skal tages mange billeder. Lad være med at tænke for meget over motiv og komposition - bare skyd løs. Når du så kommer hjem, kan du i fred og ro slette de kiksede, fejlbelyste og uskarpe, og evt. efterbehandle de billeder, der siger dig noget.

Kommer man hjem med 400 billeder, er der noget at luge ud af. Er der kun 100 billeder på kortet er det sværere at smide halvdelen væk.

Man kan diskutere, hvor mange billeder man skal have af det samme motiv. Det er måske en fordel at nøjes med 5 foto af Møns Klint frem for en serie på 25 af klinten. Gentagelser kan blive kedelig selv for én selv.

Er man sammen med andre, sætter jeg pris på et billede af mine medrejsende. (Af diskressionshensyn kommer kommer disse billeder ikke på min fotoside.)

Hotelværelser, forplejning, middagsretter, hyggepauser, underholdning og transportmidler forsøger jeg også at få på kortet, og er der noget, jeg vil huske fra et museum, fotograferer jeg den forklarende tekst frem for at skrive den ned i min dagbog. Det samme gælder er menukort. Det er hurtigere at bruge kameraet frem for pen og papir, og skal det sættet på tryk, når jeg kommer hjem, har jeg teksten (kladden) på et foto.

I det hele taget skal man i vores alder fotografere som, det er sidste chance for at se Møns Klint eller Rostock, eller hvor du nu vælger at feriere.



torsdag den 14. maj 2015

Klap lige hesten

Jeg havde lovet min datter at fotografere i forbindelse med mit ældste barnebarns konfirmation. Dette løfte kunne jeg ikke holde p.g.a. indlæggelse på Sygehus Nord, så jeg måtte bede min søn optræde som fotograf, hvilket han selvfølgelig gjorde med et udmærket kamera. Han interesserer sig ikke for foto på samme måde som faderen. Automatikken er fin for ham, og storesøster har fået 317 billeder, som hun er glad for.

Sandheden er jo stadigvæk, at det ikke ser strengt nødvendigt med en masse efterbehandling. Det gjorde vi jo heller ikke, da vi leverede en film til fotohandleren og var tilfredse med de billeder, der kom ud af det. Et foto er et minde, som vi kan dvæle ved uagtet, det teknisk set kunne have været bedre.

Et ikke perfekt billede fra en situation, man gerne vil huske, er da bedre end ingenting.

Jeg anbefaler, at man sletter dubletter, totalt mislykkede og de ligegyldige billeder. Behold de gode foto - de andre gider man jo ikke at se på i det lange løb.

tirsdag den 31. marts 2015

Gå tæt på, - men ikke altid.


















Gå tæt på er en gylden regel. Men regler kan brydes.

Fotoklubbens opgave hed  "Øls Kirke". Mit valg blev som vist øverst med tanken på kirke, mur og gammelt træ, der fortæller, at vi mennesker er på jorden en kort periode i forhold til en landsbykirke fra middelalderen.



Henning Sørensen valgte denne version af kirken. Heller ikke tæt på.

Det gode foto kræver en tanke, nemlig: Hvad er det, man vil fortælle?